Gå til hoved-indhold
30. april 2024 - kl. 17.04

Vi kæmper videre - her kaster vi ikke håndklædet i ringen

  • 1 af 1
    Borgmester Birgit S. Hansen: - Der er nok at gå i sving med. Men vi har også brug for dig. I en tid som denne er det vigtigt, at vi står sammen.
Af  Birgit S. Hansen

Borgmester Birgit S. Hansen (S) har skrevet dette indlæg: Hvis der er noget, Frederikshavn kan - ja, så er det at kæmpe. Det ved jeg. Vi har gjort det før. For vores havneby med de knejsende kraner har en barsk historie. Sammen har vi stået overfor en værftskrise. En krise, da det toldfrie salg forsvandt. Begge med tab af arbejdspladser. Men vi kæmpede og rejste os og står i dag med et havneområde, der rummer flere virksomheder end dengang. Nu, hvor havnen mangler penge, skal vi rejse os og kæmpe videre - sammen.

Oveni chok, vrede og skuffelse over havnens skæbne, ja, så er der virkelig mange, der gerne vil hjælpe. Gode folk fra alle sider byder sig til i forhold til den indsats, der skal ydes fra kommunen. Og ikke mindst gode borgere og virksomhedsejere, der siger: Vi skal videre, hvad kan vi bidrage med? Det vil jeg gerne sige tak for. Det er guld værd.

Selvom det kan virke umuligt og kaotisk lige nu, er det altafgørende, at vi gør, som Frederikshavn altid har gjort: Her kaster vi ikke håndklædet i ringen, vi kæmper videre.

Først skal vi huske på, at vi har fået noget for pengene: En havneudvidelse, stærke virksomheder på havnen, tre færgeruter, afledte jobs. Men vi skal også handle.

Derfor skal der på kort sigt skabes overblik over økonomien. Hvilke indtægter, kan der forventes og optimeres i fremtiden, så der kommer balance på havnen? Der skal ses på udgifter, omlægning af lån, dialog med ministerierne om muligheder med videre. Og vi skal finde økonomiske løsninger, der berører kommunens kernevelfærd mindst muligt. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg på, hvis byrådets partier vil tage beslutningerne og ansvaret på sig i denne svære tid.

På den lange bane skal vi skabe langtidsholdbare løsninger for Frederikshavn Havn. Det skal vi, så alle de dygtige virksomheder og gode tiltag, der jo rent faktisk allerede er til stede på havnen, kan komme til rette, så der skabes nye job, ny tilflytning og udvikling, ikke bare for byen og kommunen, men for hele Nordjylland.

I den forbindelse kan der ses på samarbejdsmodeller med eksterne parter, strategiske samarbejder og sikkert mange andre muligheder, som vi ikke kender endnu. Det er også vigtigt at forsikre om, at kommunen ikke har planer om at drive havn i alt fremtid. Vi skal lave en exit-strategi, så havnen kan stå på egne ben igen i fremtiden.

Der er nok at gå i sving med. Men vi har også brug for dig. I en tid som denne er det vigtigt, at vi står sammen. Som byråd. Som by. Som kommune. For det er havnen for vigtig til, at vi ikke gør. Derfor håber jeg, at virksomhederne på havnen forsætter med at udvikle, vokse og skabe arbejdspladser. Og at I, Frederikshavns borgere, kommunens borgere, vil hjælpe med fortsat at udbrede gode fortællinger om Frederikshavn:

  • At her er job og karrieremuligheder – for det er der
  • At vi er fantastiske værter for gæster, events i verdensklasse, turister, handel
  • At Frederikshavn ikke lukker og slukker. Tværtimod. Vi har tænkt os ikke bare at overleve, men at leve

Mere følger! 

Slut for nu.

Der er arbejde at gøre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...