Gå til hoved-indhold
01. maj 2024 - kl. 08.05

Frederikshavn-virksomhed leverer bedste regnskabsresultat nogensinde

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Grønne løsninger til skibsfarten kan virkelig give gevinst. Både for miljøet og bundlinjen. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab fra virksomheden ME Production i Frederikshavn. Virksomheden har siden 2014 leveret røgrensningsanlæg og brændstofbesparende systemer til den maritime branche – og har nu 10-års jubilæum med sit bedste regnskab nogensinde.

Overskuddet i 2023 på 8,7 millioner kroner efter skat blev omtrent det samme som i 2019, men med den store forskel, at resultatet er opnået på udviklings- og serviceaktiviteterne. Ifølge ME Productions CEO, Jens Peter Faldt, er forklaringen på det gode resultat blandt andet, at rederier verden over har stigende fokus på miljøområdet, at der er kommet skrappere regler for emission, og at ME Production kan levere den vare, der efterspørges.

- Med vores udstyr kan et skib reducere sin udledning af skadelige emissioner med op til 90 procent. Det er en virkningsgrad, der flytter noget på miljøkontoen. Fossile brændstoffer kan ikke udfases med et fingerknips, men innovative løsninger kan ændre markant på miljøbelastningen og den maritime branches bidrag til den grønne omstilling, siger Jens Peter Faldt.

ME Production har hovedkontor i Frederikshavn. Hovedkontoret huser en salgs-, udviklings- og serviceafdeling, og herfra sker produktionen af prototyper og produktionen til de europæiske markeder. Kina er hjemsted for to ME Production-afdelinger: En udviklingsafdeling i Suzhou og en service- og produktionsafdeling i Jiaxing. Derudover har virksomheden en service-afdeling i Malaysia tæt på Singapore - og etablerer snart endnu en serviceafdeling i Den Mexicanske Golf. Hensigten er at være tæt på kunderne, hvoraf 85-90 procent er rederier uden for Danmark.

I tråd med sin globale profil har virksomheden formuleret en vision om "at være en førende global kraft for en renere og sundere fremtid".

- Den vision mener vi alvorligt. Systemer til røgrensning og systemer til brændstofbesparelse har et nærmest ubegribeligt potentiale i forhold til at nedsætte den globale udledning af kuldioxid, kvælstof og svovl i atmosfærenm siger Jens Peter Faldt.

Forventningen er da også, at aktivitetsniveauet kun vil vokse de kommende år. Det skyldes ikke mindst strammere miljøkrav til skibsfarten og et stadigt voksende antal serviceaftaler med rederier over hele verden.

ME Production beskæftiger 80 ansatte i Frederikshavn og 40 i Kina.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...